Karen Haugstrup har været menighedsrådsformand for Sankt Lukas Kirke i 16 år. For hende er kirken et rum for alle, store som små, og når hun tænker på fremtidens kirke, tænker hun på en kirke som kan samle og inkludere.
Artikel af Magnus Schou Mølgaard
”Jeg kan lige finde en højskolesangbog, hvis du lige venter her”
Sognehuset er moderne designet, med store panoramavinduer som lader den falmede forårssol liste ind i mødelokalet. Lyden af en brølende opvaskemaskine og børneskrig vidner om at der er liv at finde i Sankt Lukas Kirke. De kalkhvide vægge er pyntet med abstrakt og ekspressionistisk kunst, og kirkens kommunikationsansvarlige kommer gående ned af den lange rungende gang iført strømpesokker.
Karen Haugstrup kommer ind fra rummet ved siden af mødelokalet, med højskolesangbogen i hånden. Hun bladrer til salme 81. ”Et hus at komme til”. Salmen er Sankt Lukas Kirkes slagsalme, som er skrevet af sanger og komponist Janne Mark året efter at politiet rømmede Brorsons Kirke i København for en gruppe af afviste irakiske asylansøgere. For Sankt Lukas Kirke og for Karen Haugstrup stemmer sangen overens med kirkens overordnede mål; at der altid skal være en åben dør for alle.
”Et hus, et helligt sted,kirken vi stadig regner med, når livet rammer os for hårdt, når alt bliver sort, vi gerne favnes vil, da er det kirkens hus vi kommer til”
”Er det ikke smukt?” spørger Karen Haugsted med et smil på læben.
Yoga-gudstjenester og kravleklub
I Sankt Lukas Kirke er der plads til alternative tilgange til den traditionelle forståelse af danske kirker. Menighedsrådsformand, Karen Haugstrup, sætter en stor iver i at gøre kirken til et samlingspunkt for troende såvel som ikke-troende.
”Vi tror, at kristendommen kan give noget til alle mennesker, også med sine begrænsninger. Vi tror på fællesskaber”
Disse fællesskaber kommer til udtryk i de mange tilbud som Sankt Lukas Kirke har til lokalsamfundet på Frederiksbjerg og resten af Aarhus. På opslagstavlen foran kirkeindgangen hænger sedler om SU-middage til fattige studerende, kravleklub til alle de nye fædre som skal på barsel og et ukrainsk flag hvor der på kyrillisk står ”Velkommen til kirken!”.
Karen Haugsted forklarer om de mange tilbud som de har i Sankt Lukas Kirke, som har til formål at kunne ramme alle. Som noget nyt er Sankt Lukas Kirke begyndt at tilbyde sanselige gudstjenester med elementer af yoga, bøn og rolig musik.
”Det vigtige er at vise at vi alle bare er mennesker. Vi vil gerne have alle med, og vise at du blot kan komme som du er. Fordi vi mener at kirken kan give noget til alle, om det så er søndagsgudstjeneste, SU-middage, kravleklub eller yoga-gudstjeneste” fortæller Karen Haugstrup
Åbenhed som nøgleord
For Karen Haugstrup er det ikke svært at sætte ord på det som en kirke skal kunne formå i fremtiden. For hendes egen kirke er i sær ét ord vigtigere end alle andre.
”Åbenhed. Folk skal vide at der altid står en dør åben, og at vi ikke vi ikke skyder en skør idé til jorden.” forklarer hun.
Men for kirkerne i Danmark, ligger problematikken i at forblive relevante for danskerne. Også dette er Karen Haugstrup meget optaget af. Håbet er, at fremtidens kirke kan forblive relevant og tilbyde en ro i en ellers presset tid.
”Tiden lige nu er svær med krigene i Gaza og Ukraine. Men kirken er god til at danne rammer for fællesskabet, og det er det som er så bevaringsværdigt.”
Blandt andet har Sankt Lukas Kirken et årelangt samarbejde kørende med den aarhusianske boldklub AGF, og hjælper til med den årlige fest når klubben har spillet deres første hjemmekamp i sæsonen. Her åbner kirken dørene, spiller fanfare på orglet, kirkekoret synger ”I troed’ vi var død og borte” og pryder Ingerslev Torv med sang og fodboldstemning.
”Selv når jeg går ude på ved mit sommerhus på Mols, bliver jeg spurgt om jeg ikke er hende fra AGF-kirken? Og jeg svarer altid: Jo, jo det er mig! ” fortæller Karen Haugstrup grinende.
Fremtidens kirke er et samlende fællesskab
Karen Haugstrup tager højskolebogen fra bordet, og tager sin beige dynejakke på. Sognehusets mødelokale er nu grålig oplyst af det overskyede vejr udenfor de vinduerne. Orgelmusikken kan høres svagt fra kirkerummet for enden af gangen. Karen Haugstrup giver en afsluttende kommentar om håbet for brugen af kirken i fremtiden.
”Mit håb er at folk vil bruge kirken som et fællesskab. Et sted hvor der er tid og plads til at sænke skuldrene og vide at der ikke er tusind krav til én. Det kan også betyde at man får ro til at løse nogle af de problemer som vi alle går rundt med”
Håbet for fremtidens kirke er et håb for en kirke som har til formål at give folk afkobling og et frirum fra forventninger og krav. For Karen Haugstrup er kirken frem for alt et fællesskab, og det håber hun at det kan blive ved med at være for danskerne.
”Kirken skal være et sted hvor man blot kan være til”