Magnus Schou Mølgaard

En ny rammeaftale på handicapområdet møder kritik fra handicappede og organisationer, der frygter forringede rettigheder og ringere hjælp.

---

Artikel af Magnus Schou Mølgaard

---

”Fremtiden er handicappet”

Beskeden står skrevet med tyk, sort sprittusch, og det hvide banner svajer i den hårde vind på Christiansborg Slotsplads. Elektriske kørestole og rollatorer i massevis, tumler klikkende over brostenene. ”Tigger”, fremført af Peter Sommer, kan høres af de badende københavnere ved Knippelsbro. Folk strømmer til fra Rigsdagsgården, og en personlig hjælper stopper op ved porten. Han læner sig ind over en mand på en bordeauxrød Alpha 56 el-kørestol.

Med den nedbrændte Børsen som deres scenetæppe, er danske handicappede og handicaporganisationer mødt talstærkt op til demonstration ved Christiansborg, for at vise deres utilfredshed med den førte politik på handicapområdet. Rundt omkring vifter demonstranterne med deres egne hjemmelavede skilte, hvor budskaberne spænder fra hjerteskærende personlige historier til skarpe politiske statements.

Én af de demonstranter er 32-årige Emil Lyngbye Widding, som er mødt op i dag for at støtte op sammen flere hundrede mennesker fra hele Danmark. Han er født med skoliose, også kaldet skæv ryg, som har betydet, at han siden 2011 har siddet i kørestol. Emil går på Egmont Højskolen, hvor han får den hjælp der er krævet for en velfungerende dagligdag. Men med et afslag på en BPA-ordning og et højskoleophold som synger på sidste vers, ser Emil Lyngbye Widding nu tvivlende på en fremtid med uddannelse, skånejob og selvstændighed.

På Christiansborg Slotsplads står et væld af højskoleelever kredset rundt om en solbrun Emil Lyngbye Widding. Der bliver taget selfies, diskuteret og grint. Demonstrationen fungerer dog ikke kun som et mødested for ligesindede, men også som et signal til regeringen om ønsket og behovet for bedre hjælp til handicappede, understreger Emil Lyngbye Widding:

“Vores stemme er vigtig. Vi er her, og vi forsvinder ikke. Det er ikke penge som skal bestemme om vi har ret til at leve et godt og selvstændigt liv.”

En aftale med manglende fokus på faglighed

Regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre præsenterede d. 2. maj 2024, en ny rammeaftale på handicapområdet. I aftaleteksten skriver regeringen og aftalepartierne, at rammeaftalen skal sikre, at ressourcerne på handicapområdet anvendes bedre til gavn for handicappede børn, unge og voksne. Dette sker, efter at man i perioden fra 2018 til 2022 har set en stigning på 4,5 milliarder i udgifterne på handicapområdet.

Den primære måde, som regeringen og aftalepartierne vil forsøge at tøjle det stigende udgiftspres på, er at skære i administrationen og bureaukratiet forbundet med handicapområdet. I aftalen skriver regeringen og aftalepartierne blandt andet:

“Der bruges med andre ord flere penge – uden borgerne oplever en velfærdsforbedring. På den baggrund er der behov for større økonomisk styrbarhed både på kort og på lang sigt, og samtidigt behov for at understøtte en positiv udvikling, som kan sikre både kvaliteten, og at borgeren i højere grad får støtte og hjælp i tide.”

For Inge Storgaard Bonfils, Docent ved Københavns Professionshøjskole og forsker i handicappolitik, har rammeaftalen en generel mangel på kompensation for økonomiske hensyn. En mangel, som gør, at hun godt kan forstå bekymringen hos handicappede som Emil Lyngbye Widding.

“Jeg er bekymret for den overfokusering på økonomien, når man ikke samtidig lægger lige så stor vægt på fagligheden. Det kan godt være at det vil vise sig at denne aftale kan virke i praksis, men der mangler en generel kobling mellem økonomi, faglighed og målsætninger for handicappolitikken” siger Inge Storgaard Bonfils.

(Explainer om de seneste års udvikling på handicapområdet)

Et liv sat på pause

For 2 år siden sidder Emil Lyngbye Widding på sit værelse på Egmont Højskolen i Hou. Foråret er gået med en neuropsykologisk udredning og samtaler med sin sagsbehandler. Målet er en ordinering af BPA-ordningen, som kan give ham mere selvstændighed og frihed i sin hverdag. Dagene går med undervisning og højskolehygge, men den rolige dag får sig et brat stop da en mail dukker op i Emil Lyngbye Widding’s e-Boks.

“Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Jeg havde hørt fra andre, at de havde haft problemer med at få deres ordning igennem og andre som havde fået ordningen uden problemer”

Emil Lyngbye Widding skynder sig ud fra undervisningslokalet, og trykker sig ind på det røde symbol på sin telefon. Han åbner den øverste uåbnede mail, og indser hvad det er han læser. Afslaget, sker på baggrund af den neuropsykologiske vurdering som er blevet foretaget i løbet af foråret.

“De skriver at afslaget sker på baggrund af at jeg ikke er struktureret nok, og at jeg udtrættes nemt.” forklarer Emil Lyngbye Widding.

En forklaring som ikke han ikke synes holder vand:

“Jeg synes der er blevet truffet en forkert beslutning, da jeg på nuværende tidspunkt allerede har ansvaret for det strukturelle i forbindelse med min hjælp på Egmont Højskolen. Afgørelsen betyder at jeg ikke på nuværende tidspunkt kan se en fremtid hvor jeg ville kunne starte på en uddannelse, få mig et skånejob eller et mere selvstændigt liv. Afgørelsen betyder at jeg venter på at mit liv kan gå i gang”

For Emil Lyngbye Widding er drømmen om en BPA-ordning, en drøm om et liv med muligheder som alle andre som ikke er født med handicap. En drøm som ikke er sikret, hvis han ender på et botilbud.

“Jeg er bekymret. På botilbud er det almindeligt at man deles om hjælpen. Da jeg er relativt velfungerende, kan det betyde at jeg bliver nedprioriteret og ikke har friheden til at gøre hvad jeg vil, når jeg vil det. ”

En socialretslig tvekamp

For Monica Lylloff, jurist og stifter af handicapbevægelsen “#Enmillionstemmer”, er Emil Lyngbye Widding’s bekymring helt berettiget. Hun har selv en datter med svært fysisk handicap, og arbejder dagligt for at forbedre handicappedes socialret og retssikkerhed. Hun nævner besparelser i kommunerne, tilretning af BPA-ordningen i serviceloven og kommunale afvejninger af handicappedes samfundsmæssig nytteværdi som en foruroligende udvikling på handicapområdet.

“Antallet af bevilligede BPA-ordninger er faldet med omkring 50 procent de seneste år. Det er en udvikling som gør det nærmest umuligt for folk med fysisk handicap at få et almindeligt liv til at hænge sammen, med behov for frihed og livskvalitet som alle os andre” fortæller Monica Lylloff.

Monica Lylloff er en kritisk stemme blandt handicaporganisationer og berørte familiemedlemmer til handicappede, og forklarer at det ikke er svært at se hvor filmen er knækket på handicappolitiske område:

“Fra at handicapområdet før blev forvaltet i amterne, blev det med kommunalreformen pålagt kommunerne at håndtere finansieringen, driften, bevillingen på det handicappolitiske område. Det blev kastet op i luften, og splittet til atomer, fordi man ikke havde sikret sig at vilkårene var på plads før reformen”.

Handicapordfører for Socialdemokratiet, Sara Emil Baaring, hører bekymringen som danske handicappede går med. Hun føler at rammeaftalen er blevet pustet op til noget som den ikke er, og slår fast at den har til formål at afhjælpe de problemer som ses ude i kommunerne.

“Hvis man læser ned i aftalen, så prøver vi faktisk at pege på problemet med ordineringen af BPA-ordninger. Vi ser, at rigtig mange mennesker med handicap ikke får denne slags hjælp. Målsætningen er at se ind i hvad vi kan gøre for at mennesker ikke ender i et kommunelotteri med forskellige tilgange til ordinering.”

Til kritikken om manglende faglighed i rammeaftalen svarer Sara Emil Baaring:

“Vi er godt klar over at der mangler data på området. Men vi er nødt til at opbygge data mens vi gør noget aktivt ved problemet. Mennesker med handicap er ikke tjent med at der først sker en ændring, når de er gået på pension. Vi ønsker at afhjælpe problemet hurtigst muligt”

En uvis fremtid

Tilbage på Egmont Højskolen kører Emil Lyngbye Widding ned af plænen på Villavej 25 i Hou. Nogle af højskoleeleverne kommer henholdsvis gående og kørende, i sneakers og på elektrisk kørestol, med padelboards i favnen. Musvitten, bogfinken og solstorten danner baggrundsmusikken, og der breder sig en tyk højskolestemning hvor end man kigger hen. Emil Lyngbye Widding giver et stort og langt kram til en ung højskoleveninde, og trisser videre ned ad stien der løber langs med de mange højskoleværelser.

Desværre for Emil Lyngbye Widding kan højskoleopholdet ikke vare evigt, og fremtiden stadig uvis.

“Jeg kan ikke blive her for evigt. Jeg har haft det godt på højskolen, men jeg føler mig også fanget i den situation jeg befinder mig i.” forklarer han.

Den usikre fremtid, gør at Emil Lyngbye Widding ville ønske at flere politikere forstod hvilken situation han og andre handicappede sidder i.

”Jeg synes at de skal tænke over at der er mennesker som mig i samfundet, som også har drømme, ambitioner og håb om et aktivt og selvstændigt liv. Det kan godt være at jeg er ressourcekrævende, men jeg synes at det er værd at investere i mennesker.”

En tur på Jernkroen i Nibe endte galt for en 42-årig mand hvis aften blev gjort kort af en konfrontation med værtshusets gæster som endte med slagsmål, halsgreb og en brækket hånd.

Artikel af Magnus Schou Mølgaard  

Tirsdag d. 4. april er en 42-årig mand tiltalt for lovovertrædelse af straffelovens §244, om udøvelse af vold på en gæst på værtshuset Jernkroen i Nibe d. 13. december 2022.

Den 42-årige kommer ind i ført blå jeans og en grå sweatshirt med hul i. Det er tydeligt at se på den tiltalte at han var nervøs da han sætter sig med forsvareren på sin plads. Hænderne ryster på den 42-årige, da han tog en kande vand op for at fylde sit vandglas.

Sigtet for halsgreb og vold mod bartender

Anklagemyndigheden læser sigtelserne op. Den 42-årige sigtes for overtrædelse af straffelovens §244 om udøvelse af vold på en gæst og bartender på Jernkroen. Anklagemyndigheden vil have den 42-årige dømt på baggrund af §69 da han lider af bipolar lidelse samt angst som gjorde ham utilregnelig i gerningsøjeblikket.

Derudover ønsker anklagemyndigheden at den 42-årige gives opholdsforbud jf. §79 c stk 2 som forbyder den sigtede i at færdes og opholde sig på serveringsteder, hvorfra der foregår salg af stærke alkoholiske drikke, i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 05.

Forsvareren rejser sig og informerede dommeren at den sigtede nægter sig skyldig i alle forhold med krav om frikendelse.

Tilflytter i værtshusslagsmål

Den 42-årige giver sit vidneudsagn for resten af retssalen. Han fortæller at da hændelsen på Jernkroen skete, var han lige flyttet til Nibe og var på vej til værtshuset for at lære nye mennesker at kende.

Den tiltalte havde fået tre øl, da konfrontationen med de andre gæster skete. Han fortæller at han ved et uheld havde sat sig på en andens plads, hvorefter han der opstår skænderi og han bliver smidt ud fra værtshuset.

Den tiltalte fortæller at han her får smækket døren over sine fingre og bliver smidt ud igen og døren bliver låst. Herefter, forklarer den 42-årige, ser han den forurettede komme mod ham med truende adfærd, hvorefter at voldshændelsen starter.

Den tiltalte forklarer at han, grundet hans bipolare lidelse og angst, ikke husker meget fra voldshændelsen og først er ved bevidsthed da hændelsen er slut.

Et rodet vidneudsagn

Vidnerne som er indkaldt til dagens retssag, var bartenderen, den forurettede og andre gæster som var vidner til voldshændelsen. Bartenderen forklarer at da han overværede voldshændelsen så det ud til at den forurettede og den tiltalte var lige gode om det i forbindelse med slagsmålet. Den forurettede derimod, forklarer at han udelukkende afværgede slaget og i voldshændelsen brækkede sit venstre håndled og blev udsat for halsgreb af den tiltalte.

De andre vidneudsagn kom fra to andre gæster som var til stede da voldshændelsen fandt sted. Alle gæsterne havde indtaget alkohol, og havde forskellige meninger om hvordan voldhændelsen havde fundet sted og hvad den forurettede havde gjort herefter. Blandt andet mente alle vidnerne at den tiltalte skulle have smadret potteplanterne ved indgangen, men ved nærmere spørgsmål af forsvareren kunne de ikke bekræfte at de havde set hændelsen.

Domsafsigelse

Den tiltalte dømmes for overtrædelse af straffelovens §244 om voldsudøvelse med behandlingsdom efter §69 om ambulant behandling, da den tiltalte har udover en hver tvivl har udøvet vold. Kriminalforsorgen skal vurdere længden af behandlingen.

Karen Haugstrup har været menighedsrådsformand for Sankt Lukas Kirke i 16 år. For hende er kirken et rum for alle, store som små, og når hun tænker på fremtidens kirke, tænker hun på en kirke som kan samle og inkludere.

Artikel af Magnus Schou Mølgaard

---

”Jeg kan lige finde en højskolesangbog, hvis du lige venter her”

Sognehuset er moderne designet, med store panoramavinduer som lader den falmede forårssol liste ind i mødelokalet. Lyden af en brølende opvaskemaskine og børneskrig vidner om at der er liv at finde i Sankt Lukas Kirke. De kalkhvide vægge er pyntet med abstrakt og ekspressionistisk kunst, og kirkens kommunikationsansvarlige kommer gående ned af den lange rungende gang iført strømpesokker.

Karen Haugstrup kommer ind fra rummet ved siden af mødelokalet, med højskolesangbogen i hånden. Hun bladrer til salme 81. ”Et hus at komme til”. Salmen er Sankt Lukas Kirkes slagsalme, som er skrevet af sanger og komponist Janne Mark året efter at politiet rømmede Brorsons Kirke i København for en gruppe af afviste irakiske asylansøgere. For Sankt Lukas Kirke og for Karen Haugstrup stemmer sangen overens med kirkens overordnede mål; at der altid skal være en åben dør for alle.

”Et hus, et helligt sted,kirken vi stadig regner med, når livet rammer os for hårdt, når alt bliver sort, vi gerne favnes vil, da er det kirkens hus vi kommer til”

”Er det ikke smukt?” spørger Karen Haugsted med et smil på læben.

Yoga-gudstjenester og kravleklub

I Sankt Lukas Kirke er der plads til alternative tilgange til den traditionelle forståelse af danske kirker. Menighedsrådsformand, Karen Haugstrup, sætter en stor iver i at gøre kirken til et samlingspunkt for troende såvel som ikke-troende.

”Vi tror, at kristendommen kan give noget til alle mennesker, også med sine begrænsninger. Vi tror på fællesskaber”

Disse fællesskaber kommer til udtryk i de mange tilbud som Sankt Lukas Kirke har til lokalsamfundet på Frederiksbjerg og resten af Aarhus. På opslagstavlen foran kirkeindgangen hænger sedler om SU-middage til fattige studerende, kravleklub til alle de nye fædre som skal på barsel og et ukrainsk flag hvor der på kyrillisk står ”Velkommen til kirken!”.

Karen Haugsted forklarer om de mange tilbud som de har i Sankt Lukas Kirke, som har til formål at kunne ramme alle. Som noget nyt er Sankt Lukas Kirke begyndt at tilbyde sanselige gudstjenester med elementer af yoga, bøn og rolig musik.

”Det vigtige er at vise at vi alle bare er mennesker. Vi vil gerne have alle med, og vise at du blot kan komme som du er. Fordi vi mener at kirken kan give noget til alle, om det så er søndagsgudstjeneste, SU-middage, kravleklub eller yoga-gudstjeneste” fortæller Karen Haugstrup

Åbenhed som nøgleord

For Karen Haugstrup er det ikke svært at sætte ord på det som en kirke skal kunne formå i fremtiden. For hendes egen kirke er i sær ét ord vigtigere end alle andre.

”Åbenhed. Folk skal vide at der altid står en dør åben, og at vi ikke vi ikke skyder en skør idé til jorden.” forklarer hun.

Men for kirkerne i Danmark, ligger problematikken i at forblive relevante for danskerne. Også dette er Karen Haugstrup meget optaget af. Håbet er, at fremtidens kirke kan forblive relevant og tilbyde en ro i en ellers presset tid.

”Tiden lige nu er svær med krigene i Gaza og Ukraine. Men kirken er god til at danne rammer for fællesskabet, og det er det som er så bevaringsværdigt.”

Blandt andet har Sankt Lukas Kirken et årelangt samarbejde kørende med den aarhusianske boldklub AGF, og hjælper til med den årlige fest når klubben har spillet deres første hjemmekamp i sæsonen. Her åbner kirken dørene, spiller fanfare på orglet, kirkekoret synger ”I troed’ vi var død og borte” og pryder Ingerslev Torv med sang og fodboldstemning.

”Selv når jeg går ude på ved mit sommerhus på Mols, bliver jeg spurgt om jeg ikke er hende fra AGF-kirken? Og jeg svarer altid: Jo, jo det er mig! ” fortæller Karen Haugstrup grinende.

Fremtidens kirke er et samlende fællesskab

Karen Haugstrup tager højskolebogen fra bordet, og tager sin beige dynejakke på. Sognehusets mødelokale er nu grålig oplyst af det overskyede vejr udenfor de vinduerne. Orgelmusikken kan høres svagt fra kirkerummet for enden af gangen. Karen Haugstrup giver en afsluttende kommentar om håbet for brugen af kirken i fremtiden.

”Mit håb er at folk vil bruge kirken som et fællesskab. Et sted hvor der er tid og plads til at sænke skuldrene og vide at der ikke er tusind krav til én. Det kan også betyde at man får ro til at løse nogle af de problemer som vi alle går rundt med”

Håbet for fremtidens kirke er et håb for en kirke som har til formål at give folk afkobling og et frirum fra forventninger og krav. For Karen Haugstrup er kirken frem for alt et fællesskab, og det håber hun at det kan blive ved med at være for danskerne.

”Kirken skal være et sted hvor man blot kan være til”

Nadia Rahbek bruger sin fritid på at indsamle planter, svampe og frugt i naturen. Hun bruger sin interesse som et fristed hvor hun kan finde ro og samtidig dyrke bæredygtighed som hobby.

Artikel af Magnus Schou Mølgaard

---

Overraskende havde solen valgt at stikke hovedet frem, efter en flere måneder med regn, tåge og gråvejr. To løbere kom valsende forbi Nadia Rahbek, som var udstyret med vinterjakke, fletkurv, Politikens svampebog og en lille lommekniv. Øjnene var fast rettet mod skovbunden i Riis skov, som den dag var farvet gullig af den lave sol.

”Det er faktisk ikke mere end en uge siden at de skød op af jorden!” forklarer Nadia Rahbek om de små grønne bredbladede planter, som prydede hele skoven. Det var ikke til at misse. Mest fordi at hele skoven var indhyllet i den umiskendelige duft af hvidløg, som gjorde at du nåede at lugte dem før du så dem.

Nadia Rahbek travede fast afsted, og fandt et godt sted hvor hun kunne bevæge sig ind mellem de høje træer. Hun stillede fletkurven fra sig, og begyndte at skære bundter af de små grønne planter.

”Det her kan for eksempel fungere helt fantastisk i en pastaret!” forklarer Nadia Rahbek.

Naturen som hobby

Nadia Rahbek er bæredygtighedsekspert, og uddannet Agrobiolog med speciale i fødevarer på Aarhus Universitet. Det er dog ikke kun på arbejde og i uddannelse af hun beskæftiger sig med naturen. Også i fritiden bruger hun sin tid på at bevæge sig ud i de danske skove, hvor hun samler svampe, planter, frugt og andet som er til at finde i den danske fauna.

”Det som fascinerer mig ved at sanke er, at man kan finde noget som ikke er opdyrket på danske marker. Det, at man bare kan gå ud i naturen og finde råvarer selv, synes jeg er helt vildt!” forklarer Nadia Rahbek.

En rigtig ”yes!”-følelse

Interessen for at samle svampe og planter i naturen startede i det små. Som Nadia Rahbek forklarer det, så startede hendes sankekarriere med Karl Johan-svampen.

”Man starter som regel med at sanke ved at gå ud i naturen og lede efter en speciel svamp, plante eller frugt. For mig var det Karl Johan-svampen”

Men som med enhver anden karriere, er det altid en stille start. Dette var også gældende for Nadia Rahbek, da hun havde bevæget sig ud i en dansk skov på jagten efter en helt speciel svamp.

”Jeg kan huske at jeg gik i lang tid, uden at finde noget. Men da jeg endelig så den fik jeg den fedeste følelse indeni!”

Selv forklarer Nadia Rahbek at det er denne følelse, som lige siden har været definerende for hendes interesse for sankning.

”Det var virkelig bare en ”yes!”-følelse, da jeg endelig fandt den. Og det er den følelse som er så fed, når man sanker. Man bruger lang tid på bare at gå i naturen, og det gør det bare så meget bedre når man endelig finder det man leder efter!”

Østersjagt på Kalø

Heldigvis for Nadia Rahbek har hun også fundet sig en følgesvend, som heller ikke er bange for at få jord under neglene. Det var faktisk en fælles interesse for naturen som kickstartede sankeeventyret for Nadia Rahbek og hendes kæreste.

”Det var først, da jeg fandt sammen med min nuværende kæreste at jeg for alvor begyndte at gå op i at sanke. Det var en aktivitet som vi havde sammen”

Et helt specielt minde, står klart for Nadia Rahbek, når det kommer til at sanke. Sammen med hendes kæreste var hun taget til Kalø, for at lede efter vilde østers. Forberedt var de med specialøl og østersknive. Men ville sig ikke at østersene var helt nemme at finde.

”Det tog lang tid for os at finde dem. Ingen af os havde gjort det før, og vi vidste slet ikke hvad vi skulle se eller lede efter.”

Men heldigvis for Nadia Rahbek og hendes kæreste, lykkedes det efter noget tid med hænderne i vandet, at få fundet nogle vilde danske østers.

”Da man først lærte hvad man skulle kigge efter, begyndte de at dukke op alle steder. Til sidst havde vi fundet så mange at vi ikke ville kunne bære dem alle ind på land igen!”

 Med høsten af vilde østers i favnen satte Nadia Rahbek og hendes kæreste sig ind på stranden igen. Det var specielt dette øjeblik som står klart i erindringen for Nadia Rahbek, når hun tænker tilbage.

”Vi knappede vores øl op og sad og forsøgte at åbne en af de her østers. Alt dette imens at vi sad og kiggede udover kysten og resten af Aarhus. Det gav os en enorm stor følelse af frihed og uafhængighed fra systemet at kunne gøre dette”

”Jeg begyndte at tvivle helt vildt på hvad der skulle ske. Hvad ville jeg kunne lave i fremtiden?” siger Frederik Schiøtt omkring hans tid i gymnasiet.

Venner, afleveringer, fester og til sidst en studenterhue. Sådan er de flestes opfattelse af gymnasietiden. Men for Frederik Schiøtt tog hans gymnasieoplevelse en drejning. Kronisk hovedpine gjorde at han var nødsaget til at droppe ud af gymnasiet i 2.g. På daværende tidspunkt var det med usikkerhed og uvished at han så på sin fremtid, men alligevel føler Frederik Schiøtt at hans kroniske lidelse har givet ham et nyt syn og indstilling på livet.

https://video.dmjx.dk/media/Hvordan%20skal%20jeg%20leve%20med%20det%20her/0_8u2kcmaf